Der betales et årligt kontingent på pt. DKK 8.000,00 for medlemskab af Aditus Networks og deltagelse i de enkelte netværksgrupper.
Et medlemskontingent løber i 12 måneder fra indmeldelsen og betales forud for hele perioden.
Prisregulering af kontingentet meddeles samtlige medlemmer af Aditus Networks med minimum 90 dages varsel og får virkning for opkrævning af kontingentet for det efterfølgende år hos de enkelte medlemmer.
Et nyt medlem tilbydes uden beregning at deltage i ét medlemsmøde i den netværksgruppe, vedkommende ønsker optagelse i. Såfremt vedkommende efterfølgende oplyser, at denne ønsker optagelse i Aditus Networks og i den pågældende netværksgruppe, fremsendes faktura for kontingent med en betalingsfrist på 15 dage.
Såfremt faktura for medlemskab ikke betales rettidigt ifølge betalingsfristen på 15 dage, påløber der morarenter fra dagen efter forfaldsdatoen i henhold til rentelovens regler.
Er faktura for medlemskab ikke betalt efter udløbet af en 10-dages frist i en fremsendt påkravsskrivelse til det pågældende medlem, ekskluderes medlemmet med øjeblikkelig virkning fra Aditus Networks ved meddelelse til den pågældende.
Medlemmet har mulighed for at suspendere sit medlemskab samt betalingen af kontingent i tilfælde af dokumenteret sygdom, orlov mv. i den periode, hvor medlemmet ikke deltager i netværksgruppemøderne. Denne periode kan højst strække sig over 12 måneder, hvorefter medlemskabet bortfalder.
Medlemskontingentet refunderes ikke – og tilbagebetales hverken helt eller delvist som følge af medlemmets opsigelse, udmeldelse eller eksklusion/ophævelse.
Aditus Networks dækker indenfor budgettet eventuelle udgifter til sædvanlige mødeaktiviteter, fx indlæg fra foredragsholdere, afholdelse af møder, leje af lokaler, normalt også forplejning mv. for henholdsvis medlemmer og eksterne talere.
Der kan forekomme enkeltarrangementer – ud over de sædvanlige 10 fastlagte møder per år omfattet af den årlige kontingentbetaling – fx julefrokost, weekendarrangementer, fællesrejser mv. – hvor hel eller delvis egenbetaling er påkrævet af de deltagende medlemmer, hvilket besluttes i de enkelte netværksgrupper.